Ugens samtaler om fødselsangst. *samtaler part 1

Denne uge har stået på samtaler med fødselsforberedelse med to vidt forskellige vinkler. Mette skal føde om ca 4 uger, og Frederikke som faktisk bare overvejer næste barn.

Frederikke har haft en rigtig slem første fødsel, så bare tanken om fødslen bringer tårerne frem. Hun kan faktisk slet ikke forestille sig at turde blive gravid igen, selvom det er over 6 år siden, hun fik den første.

Mette derimod, er førstegangsgravid og havde egentlig, som udgangspunkt, et rigtigt godt mod på fødslen, men har efterhånden hørt på lidt for mange dårlige historier om fødsler fra veninderne, og er derfor kommet meget langt væk fra de gode tanker om den kommende fødsel.

Begge samtaler har drejet sig om angst og om at blive klar til at føde.

Jeg tror, at vi er mange mødre, der kan sætte os ind i de to versioner. At man bliver påvirket af andres historier, men også at ens egen historie og erfaring kan spænde ben for psykens balance og give frygten frit løb.

Nævn EEN gravid, der er gået igennem hele sin graviditet uden at måtte lægge ufrivillige ører til diverse fødselsberetninger af forskellig karakter. Fælles for de fleste er, at de er mildest talt FORFÆRDELIGE! Måske er det Janteloven der har sin klamme hånd på de gode historier eller måske har kvinder, der har oplevet hårde fødsler, bare mere brug for at tale om det og forberede andre på hvor slemt det kan være. Det er i hvert fald ofte som om der, sammen med den begyndende bule på maven, kommer et skilt i panden på den gravide, hvor der står “Værsgo og læs af”… og der er desværre rigtig langt mellem de gode historier!

Oplever vi selv, at fødslen overrasker os negativt, kan det være rigtigt svært at forestille sig at gå frivilligt ind i den situation en gang til. Og måske bliver vi selv en i koret, der synger om de forfærdelige fødsler…

Men hvad gør vi inddirekte, når vi synger denne smerte-sang for andre og for os selv? Vi fører faktisk smerten videre…! Det er så uheldigt (i denne sammenhæng) sat sammen, at hjernen har en tendens til at tro på det, vi fortæller den. Og har den hørt det nok gange, tror den så meget på det, at den forventer uheld og smerte. Og når vi forventer den slags… tiltrækker vi det og forstærker smerten. Det er det, man kalder NOCEBO effekten. Forventningen om et negativt udfald, giver forstærkning af muligheden for negativt udfald.

Hvis du feks. siger til et barn, at du vil stikke det med en nål og at det vil gøre forfærdeligt ondt, vil det skrige op i smerte, når du bare prikker barnet med en finger. Forventningen om smerte medfører angst som medfører et beredskab, hvor kroppen spænder op. Spændingen øger kroppens sanser og forstærker signalerne til hjernen, som så ledes af forventningen om smerte.

Kort sagt:

Angst—> spænding —–> smerte.

Derfor er det vigtigt, at gøre op med sin angst inden man skal føde, så man kan få de bedste forudsætninger for at imødekomme sin fødsel.

Del gerne, hvis du kender nogle der kunne have godt af at læse mere om disse tanker.

Læs her hvad jeg talte med Frederikke og Mette om.

LÆS mere om Mette her                                   LÆS mere om Frederikke her

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'